BBR-loven

BBR-loven blev første gang vedtaget i 1976 på baggrund af et stærkt ønske fra en række offentlige myndigheder, som havde behov for ensartede, landsdækkende oplysninger om landets bygninger og boliger. Blandt de drivende kræfter var den gang ejendomsvurderingen, folkeregistreringen og behovet for folke- og boligtællinger, samt byggesagsbehandling og kommunernes planlægning.

Siden 1970’erne er loven flere gange blevet justeret og tilpasset samfundets udvikling - eksempelvis med et øget fokus på digitalisering og effektivisering af den offentlige sektor, på energibesparelser og klimapolitik og på potentialet i offentlige data. Det følgende udgør et kort resumé af lovens indhold.

BBR-loven bestemmer, at oplysninger om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v. skal registreres i et landsdækkende register, BBR, og formålet hermed.

• Loven fastlægger ministerens ansvar for opgaven og for de data, som registeret indeholder, medens ansvaret for at føre registret, og finansiere dets vedligeholdelse og drift, er placeret hos kommunerne. Ejere af fast ejendom har pligt til at afgive de relevante oplysninger til BBR, således at registeret kan opdateres.
• Loven angiver det overordnede indhold af registrets oplysninger, og bemyndiger herudfra ministeren til at fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger som kan optages i BBR, og om hvordan registreringen skal foregå.
• Loven fastsætter de overordnede regler for anvendelse af BBR’s data, og bemyndiger ministeren til at etablere rammer og vilkår for videregivelsen af oplysningerne, således at disse er tilgængelige for anvenderne på en enkel og sikker måde.
• Loven pålægger ministeren at tage initiativer med henblik på samordning og forenkling af oplysninger om fast ejendom, og andre oplysninger, der naturligt knytter sig hertil.