Rollefordeling, ansvar og opgaver
BBR myndighedens opgaver
Skatteministeren er ifølge BBR-loven den øverste ansvarlige for BBR. Skatteministerens opgaver på BBR-området er henlagt til Vurderingsstyrelsen, som således er dataansvarlig myndighed for oplysningerne i BBR.
BBR-myndighedens opgaver omfatter:
- Løbende udvikling og tilpasning af regelgrundlaget i love og bekendtgørelser, herunder indberetning, videregivelse og forholdet til anden lovgivning.
- Vejledning og information om regler, standarder mm., primært over for de kommunale myndigheder men også til andre myndigheder og brugere af BBR.
- Føre tilsyn med kommunernes varetagelse af registrering, herunder af kvalitet og aktualitet i data samt KOMBITs håndtering af de driftsmæssige opgaver ifm. BBR, jf. afsnittet herom nedenfor.
- Løbende indsamling og registrering af oplysninger om bygningernes energiforbrug (fyringsolie, fjernvarme, naturgas og elektricitet) fra forsyningsselskaberne og Energinet.
- Tage initiativer som sikrer en enkel og effektiv registrering af oplysninger om bygninger og boliger og andre oplysninger, der naturligt knytter sig hertil
- Samarbejde med udvalgte myndigheder om brug og vedligeholdelse af BBR-data.
Herudover er BBR-myndigheden forpligtiget til at stille BBR-data til rådighed for offentlige og private anvendere, samt for borgerne, på en enkel og sikker måde.
BBR-myndigheden indgår endvidere i en række forvaltningssamarbejder, herunder Det fællesoffentlige Grunddataprogrammet, GeoDanmark (i forbindelse med BBR’s bygningers geografiske beliggende registreres) og udstilling af BBR i henhold til EU’s INSPIRE direktiv.
Bemyndigelse af registerdriften til KOMBIT A/S
BBR-loven bestemmer, at ministeren kan bemyndige en anden offentlig myndighed eller et privat selskab til at etablere, drive og udvikle BBR. Bestemmelsen blev indført i BBR-loven i 2006, efter forhandling med KL, med henblik på at skabe en ny formel ramme for samarbejdet mellem stat og kommuner, om ét nyt centralt nationalt BBR-register.
Siden 2006, er denne bestemmelse udmøntet i en bemyndigelsesbekendtgørelse og en kontrakt, som bemyndiger det kommunale it-fællesskab, KOMBIT A/S til at varetage drift, vedligeholdelse og udvikling af BBR, inklusive de udbud og genudbud af opgaven. KOMBIT A/S varetager opgaverne med udgangspunkt i regelgrundlaget for BBR og fællesoffentlige aftaler, fx Grunddataprogrammet.
Som national BBR-myndighed, er det Vurderingsstyrelsen, som anviser hvilke drifts- og udviklingsopgaver, KOMBIT A/S skal udføre på BBR-området, og godkender kravene til BBR-systemet. KOMBIT A/S er ansvarlig for, at Vurderingsstyrelsens bestillinger bliver udført korrekt og til aftalt tid af KOMBIT A/S og den systemleverandør, som KOMBIT har kontrakt med.
Registerføring i kommunerne
Kommunerne er registerfører for ejendomme indenfor kommunens eget geografiske område, og registrerer med få undtagelser alle oplysninger i BBR.
Ajourføringsbekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af BBR-loven regulerer de nærmere regler for den kommunale ajourføringsopgave. Det fremgår heraf, at kommunen er forpligtet til at revidere ejerens oplysninger ud fra en sandsynlighedsbetragtning og skal reagere aktivt ved mistanke om uoverensstemmelse mellem de i BBR registrerede forhold og de faktiske forhold.
Ejers oplysningspligt
Ajourføringsbekendtgørelsen under BBR-loven bestemmer, at det er ejeren af en ejendom, som skal meddele de relevante oplysninger om ejendommen til kommunen. Ejere af landets faste ejendomme har således pligt til at påse, at den pågældende ejendom er registreret korrekt i BBR samt at oplyse om det, hvis oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.