Grunddata og BBR
Det offentlige registrerer en række grundlæggende oplysninger om borgere, virksomheder, fast ejendom, bygninger, boliger, adresser mm. – bl.a. i BBR. Disse oplysninger er grunddata og anvendes overalt i den offentlige sektor og i meget høj grad også i den private sektor.
I illustrationen er vist hvordan grunddata hænger naturligt sammen på et overordnet niveau.
Gode grunddata er en vigtig forudsætning for, at myndighederne fungerer effektivt og kan varetage deres opgaver på tværs af enheder, forvaltninger og sektorer. Når registreringerne i grunddataregistrene er harmoniserede skal myndigheder og virksomheder kun i begrænset omfang selv bruge ressourcer på at indsamle og administrere data.
I 2012 indgik regeringen, KL og senere også regionerne en aftale under titlen ”Gode grunddata til alle – en kilde til vækst og effektivisering” om at udvikle og forbedre de offentlige registre via grunddataprogrammet.
Ideen med grunddataprogrammet er, at sikre entydig registrering og distribution af grunddata, som udgangspunkt for effektiv genbrug og deling af grunddata til gavn for alle - borgere, offentlige myndigheder såvel som private virksomheder. Heri ligger også en intention om at fjerne de barriere, der tidligere har været fordi offentlige data har været vanskeligt tilgængelige, uigennemskuelige eller ufleksible.
Grunddataprogrammet består af otte delområder:
- Seks grunddataområder: Fast ejendom (herunder BBR), personer, virksomheder, adresser, vand og klimadata samt landkort og geografi
- To tværgående områder: Datafordeleren (DAF) vedrørende distributionen af grunddata og Datamodellen med fokus sammenhængen mellem grunddataregistrene.
Første del af grunddataprogrammet har haft fokus på at harmonisere grunddata og gøre dem tilgængelig på en ensartet måde. Denne del blev implementeret trinvist frem til 2019, hvorefter grunddataprogrammet er gået ind i en mere driftslignende fase.