Behandling af personoplysninger

Formålet med behandling af oplysninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR) er, at indeholde data om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v. og stille oplysningerne til rådighed for borgere, virksomheder og myndigheder.

Særligt om behandling af oplysninger i Ret BBR og på denne hjemmeside
Ret BBR er en selvbetjeningsløsning, der er en del af BBR, som kan bruges af boligejere til at indberette forslag til ændringer af BBR-registrering. Forslagene sendes til den kommune, ejendommen ligger i. BBR opdateres med ændringerne, hvis kommunen accepterer dem.

I Ret BBR behandles almindelige (ikke følsomme) personoplysninger.

Når du logger på Ret BBR med NemID modtager Ret BBR oplysninger om dit login. Det er oplysninger om dit NemID, dit navn samt hvilke ejendomme du ejer. Vi bruger oplysningerne til at give dig rettigheder til at indberette via Ret BBR. Vi bruger desuden oplysninger om dit login til at sikre, at der ikke sker uretmæssig adgang til Ret BBR. Oplysninger om Login kan udleveres og slettes via henvendelse til den ansvarlige for daglig drift af Ret BBR.

Oplysningerne om ejerskab modtages og gemmes kun på Ret BBR, så længe du er logget ind. Evt. fejl i registreringer af ejerskab kan rettes via henvendelse til den kommune ejendommen ligger i – Kontakt kommunen.

Ret BBR modtager BBR-oplysninger om de ejendomme, du åbner i Ret BBR, inklusive ejendommenes adresse og anvendelsen af bygningerne. Oplysningerne kan anvendes af dig til at kontrollere og foreslå rettelser af data. Du kan se oplysningerne, når du er logget ind i Ret BBR, og fjerne dem fra Ret BBR igen. Oplysningerne bliver gemt i i ét år efter du sidst ændrede i oplysningerne, med mindre du selv sletter dem inden da. Evt. fejl i BBR-oplysninger om din ejendom kan indberettes til kommunen via Ret BBR.

I Ret BBR kan du skrive dine forslag til ændrede BBR-oplysninger samt dit telefonnummer og e-mail. Hvis du begynder på en indberetning, og ikke sender den til kommunen, bliver den gemt i ét år efter du sidst ændrede oplysningerne, med mindre du selv sletter indberetningen inden da. Du kan se de oplysninger, du har skrevet, når du er logget ind i Ret BBR. Du kan rette, tilføje til eller slette, så længe indberetningen ikke er sendt.

Når du sender en indberetning til kommunen afleverer Ret BBR dit navn samt det, du har skrevet i Ret BBR, til kommunen. Kommunen vurderer dine forslag til ændringer og ændrer evt. BBR-registreringen på baggrund af indberetningen. Kommunerne kan i andre lovgivninger have hjemmel til at benytte oplysningerne fra indberetningen til sagsbehandling af andre forhold på ejendommen.

Når en indberetning er sendt, gemmer Ret BBR din indberetning sammen med oplysninger om dit login. Indberetning og login vil evt. blive brugt som dokumentation for tidspunkt, indhold og afsender af indberetningen. Oplysningerne slettes efter tre år.

SKAT indsamler statistik om brugen af Ret BBR og hjemmesiden bbr.dk. Vi indsamler ikke navne, adresser eller IP-numre i forbindelse med denne statistik. Vi bruger cookies til at indsamle statistikken. Du kan læse mere om cookies på BBR.dk.

Modtagere af oplysninger fra BBR
Oplysninger, der er registreret i BBR, kan videregives til borgere, virksomheder og myndigheder efter BBR-loven.

Hvor længe opbevares oplysningerne i BBR?
De registrerede oplysninger i BBR slettes ikke, men ajourføres løbende for at sikre, at der altid er en ajourført og komplet registrering af bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg i overensstemmelse med BBR-loven.

Retsgrundlag for behandling af oplysningerne
Behandlingen af oplysninger i forbindelse med BBR sker med hjemmel i BBR-loven, jf. LBK nr. 1080 af 05/09/2013 (BBR-loven) med senere ændringer. Der er fastsat nærmere regler om ajourføringen af BBR og ejers oplysningspligt i bekendtgørelse nr. 1010 af 24. oktober 2012 om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Forpligtelse til at afgive oplysninger og konsekvens af ikke at afgive oplysningerne
Som ejer har du pligt til at indberette alle oplysninger af relevans for registreringen af din ejendom i BBR efter reglerne i BBR-lovens § 4, stk. 1 og § 14-17 i bekendtgørelse nr. 1010 af 24. oktober 2012 om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR). Hvis ikke højere straf følger af anden lovgivning, er der bødestraf for forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af BBR-lovens § 4, stk. 1 og § 14-17 i bekendtgørelse nr. 1010 af 24. oktober 2012 om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Det er frivilligt, om du bruger Ret BBR til indberette oplysninger til BBR. Du kan i stedet kontakte den kommune, som ejendommen ligger i.

Den dataansvarlige for behandlingen af personoplysninger
Den dataansvarlige myndighed er SKAT, Sluseholmen 8 B, 2450 København SV, mail bbr@bbr.dk

Kontaktoplysninger til den ansvarlige for daglig drift af Ret BBR
Den ansvarlige for daglig drift af Ret BBR kan kontaktes via mail bbr@bbr.dk med angivelse af Ret BBR i emnet.

Kontaktoplysninger til databeskyttelsesrådgiveren
SKAT´s databeskyttelsesrådgiver kan kontaktes via mail på dpo@skat.dk.

Rettigheder efter databeskyttelsesforordningen
Databeskyttelsesforordningen giver de registrerede en række rettigheder. Som registreret har du bl.a. med de begrænsninger, der følger af databeskyttelsesforordningen m.v., ret til at anmode den dataansvarlige om indsigt i dine personoplysninger, berigtigelse af dine personoplysninger, sletning af dine personoplysninger, begrænsning af behandling af dine personoplysninger, at gøre indsigelse mod behandling af dine personoplysninger samt dataportabilitet vedrørende dine personoplysninger. I teksten ovenfor er det beskrevet, hvordan du i Ret BBR kan se, berigtige og slette persondata.

Klager over behandling af personoplysninger
Du kan klage over behandlingen af personoplysninger til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K.

Vent venligst

Det kan tage op til 2 minutter at hente store ejendomme.